mandag den 29. september 2014

Mandag d. 29/9

Efter en meget lang tur i tog om søndagen var det dejligt at vågne op på hotellet i Island mandag morgen. Vi spiste morgenmad tidligt, allerede kl 07.00, hvorefter vi begav os ind mod Reykjavik. Vi tog bussen ind til byen, da det regnede for meget til at gå. Vi startede ud med at besøge Altinget, hvor de forskellige partier og ministre arbejder. Vi blev vist rundt af en islandsk kvinde, der snakkede dansk. Det var spændende at se, at bygningen var en blanding af nyt og gammelt, da de oprindelige farver og konstruktioner var vedligeholdt. I lobbyen var der et hul i væggen hvor man kunne lægge øret til og høre vølven hviske ting fra de gamle sagaer. Guiden sagde, at dette var børns ynglings-ting at gøre, når de besøgte Altinget, dét syntes vi dog også, selvom vi går i 3.G.
Derefter gik vi lidt rundt, hvor Island viste sig fra sin slemme side, så vi endte på en café, hvor vi alle sammen fik noget varmt at drikke. Så gik vi, i regnvejr, mod Hallgrimskirken, der er den største kirke i Reykjavik, og som kan ses fra næsten alle steder i byen. Den var stor og smuk, og meget minimalistisk i forhold til de kirker, vi kender fra Danmark.
Til frokost spiste vi på en lækker restaurant, hvor vi fik to retters menu til billige penge, trods det var lækre islandske specialiteter som lam og torsk.
Vejret blev kun værre, og da vi gik mod Harpa, var det så slemt, at vi fandt ud af, hvorfor Island hedder som den hedder; vi fik smækket regn, slud og blæst lige i face og skulle kæmpe os frem til Harpa. Vi frygtede, at vi ville blæse direkte hjem til Danmark, som når heksen bliver sendt til Bloksbjerg. Harpa er Islands koncerthus, hvor vi fandt souvenirbutikker med mange fine ting.
Efter denne blæsende seance stilnede vejret heldigvis en smule af, og vi kunne, nogenlunde tørskoede, gå rundt på hovedgaden i Reykjavik og se de mange specielle butikker.
Til aften var vi alle meget trætte og spiste tidlig aftensmad. Herefter hyggede nogle sig på deres værelser, nogle spillede spil, og andre tog en tur i den svømmehal, der ligger en smuttur væk fra vores hostel. Bassinerne var udendørs og opvarmede – dog ikke helt så varme som den blå lagune. Så alt i alt en meget god og hyggelig dag trods det vilde vejr. Vi elsker stadig Island og er ikke blevet skræmt væk.

Karoline, Signe Riis og Anne Cecilie











Ingen kommentarer:

Send en kommentar